Cæcilie Lassen blev landskendt, da hun som kun 16-årig debuterede med romanen Simone om en lille piges oplevelser under Den franske Revolution.
Siden har hun skrevet elleve romaner, alle udgivet på Borgens Forlag, som spænder vidt i tid og rum: fra Spanien under Franco over 1720ernes Caribien til nutidens København: Lulu (1988), Duen (1989), Cikaderne (1990), Avocadotræet (1991), Kvinderne fra Santa Clara (1992), Jacks sidste rejse (1994), Væk er ingen steder (1996), Trio (1999), Dybhavsfisken (2003) og En god dag at flyve (2005).
Cæcilie Lassen er for tiden i gang med et børnebogsprojekt: Mary Read -piratpigen. Det skulle gerne blive til en serie på foreløbig fem bøger, rettet mod de 8-10-årige selvlæsere, og efter planen også udkomme på Borgens Forlag.
Mary Read (ca.1695-1725) var en kvindelig pirat, hvis liv der findes et historisk kildemateriale om. Cæcilie Lassen har læst dette materiale og udarbejdet historien frit efter det.
Børnebogens Mary Read er en aktiv, handlende og modig karakter, som kan give piger et anderledes forbillede, og hendes forklædning som dreng/mand sætter både gang i fortællingen og i læserens overvejelser om kønnets betydning. Som mor til to døtre mener forfatteren, at der kan blive lidt for mange lyserøde tylsskørter over det hele :-)
Cæcilie Lassen arbejder desuden på et spillefilmsmanuskript for Zentropa sammen med instruktør Mikkel Blaabjerg. Historien sætter fokus på kampen mod terror i Danmark: Er den drevet af fornuft eller paranoia, af idealisme eller hævn? Får vi ram på dem, vi frygter, eller får frygten ram på os?